Det meste går igen: her er svar på det, musikere og DJs oftest spørger om. Mangler du et svar, så er du altid velkommen til at ringe eller skrive.
Startprisen for fuld service er 3.500 kr. inkl. moms. Det dækker den typiske opgave: et år med honorarer, bilag, kørsel og en indberetning, der skal passe. Er dit regnskab mere omfattende, for eksempel mange jobs, moms eller flere indkomsttyper, aftaler vi prisen på forhånd. Du kender beløbet, før jeg går i gang.
Kan du så trække min regning fra? Ja, helt eller delvist, og det afhænger af, hvor du står. Er du selvstændigt erhvervsdrivende, kan du trække hele udgiften fra, fordi du har pligt til at bogføre og lave regnskab. Er du freelance musiker og honorarmodtager, kan du trække en del af den fra. Er du almindelig lønmodtager, kan du normalt ikke regne med fradrag for revisorhjælp. Vi kigger på det konkret. Se hvad der er med i prisen.
Jeg gennemgår alle dine bilag og finder de fradrag, du har krav på. Derefter regner jeg B-skat og AM-bidrag op på de indkomster, hvor der skal betales bidrag, indberetter til SKAT, og i de fleste tilfælde tager jeg også kommunikationen med SKAT, hvis der kommer spørgsmål. Adgang til portalen følger med, så du kan lave fakturaer, registrere kørsel og lægge bilag ind hen ad vejen i stedet for at grave det hele frem på én gang til foråret.
Du betaler for, at jeg kender branchen. Jeg skal ikke have forklaret, hvad en session er, hvorfor der står tre forskellige beløb fra Koda, eller hvorfor du kørte til Esbjerg og hjem samme nat. Vil du se, hvad der typisk kan trækkes fra, ligger det imin komplette guide til fradrag som musiker.
Nej. Det starter altid med en uforpligtende snak om, hvad du laver, hvordan din indkomst ser ud, og hvad du har brug for. Ingen binding, ingen regning for den samtale. Nogle gange finder vi ud af, at du har brug for hjælp til hele året. Andre gange handler det om ét konkret spørgsmål, og så er det det.
Vil du gå videre, aftaler vi prisen, inden jeg går i gang. Derefter afleverer du dine bilag via portalen eller på den måde, der passer dig. Jeg tager gennemgangen, beregningen og indberetningen, og du får klar besked om, hvordan din skat ser ud. Du er heller ikke bundet til at bruge mig året efter.
De fleste af mine kunder er honorarmodtagere med B-indkomst: musikere, DJs, stand-up-komikere, producere, undervisere og content creators. Indkomsten ligger typisk mellem30.000 og 700.000 kr. om året. Nogle har et par job ved siden af et fast arbejde, andre lever fuldt af musikken.
Har du indtægter og udgifter, der hænger sammen med det du laver, giver det næsten altid mening at få styr på fradrag og indberetning. Instrumenter, grej, kørsel og studietid er penge, du selv har lagt ud. Hvor meget du kan bruge dem til, afhænger dog af, om du bliver behandlet som honorarmodtager eller som selvstændig. I den øverste ende af intervallet er man i praksis næsten altid selvstændig, og så gælder helt andre regler for underskud og moms. Er du i tvivl, om du passer ind, så ring på 26 72 52 62. Snakken koster ingenting.
Ja, hvis fristen for genoptagelse ikke er løbet ud. Du kan som udgangspunkt bede om at få en tidligere skatteansættelse genoptaget frem til 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Indkomståret 2023 kan du altså nå at få rettet til og med 1. maj 2027. Det står i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, og det kræver, at du kan lægge oplysninger frem, der begrunder ændringen. I praksis: bilag og dokumentation for de udgifter, du ikke fik med første gang.
Flere år på én gang er en større opgave end ét, så prisen aftaler vi, når jeg har set hvad der ligger. Har du gamle bilag i en skoæske eller en mailindbakke, så begynd med at finde dem frem. Det er dem, det hele står og falder med.
Helst inden fristen for at oplyse. Er du almindelig honorarmodtager med en årsopgørelse, er oplysningsfristen som hovedregel 1. maj. Har du udvidet oplysningsskema, typisk fordi du driver selvstændig virksomhed, er den 1. juli. Fristerne bliver af og til rykket, så tjek altid den dato der står i TastSelv for netop dit år. Årsopgørelsen kommer i TastSelv i løbet af marts, og først der kan du se, hvad der allerede er indberettet om dig.
Januar til marts er det bedste tidspunkt. Så er der tid til at finde de bilag, der mangler, og få kørslen regnet igennem, før noget skal indberettes. Senere på foråret kan også lade sig gøre, det bliver bare mere hastværk. Har du brugt portalen hen over året, er det meste allerede på plads.
Udgiften skal have hjulpet dig med at tjene penge på musikken. Det jeg oftest ser hos mine kunder:
Hvor meget du kan trække fra med det samme, og hvad der skal fordeles over flere år, afhænger af prisen og af, om du også bruger tingen privat. Det står i næste svar. Kan du ikke trække momsen fra på købet, er det prisen inklusive moms, der tæller. Resten står imin komplette guide til fradrag som musiker.
Der er to slags, og de bliver blandet sammen hele tiden.
Erhvervsmæssig kørsel er turene til gigs, prøver og studie. Her bruger du Skatterådets satser: 3,94 kr. pr. km for de første 20.000 km i 2026 og 2,28 kr. derefter. Det fradrag trækker du direkte fra i overskuddet på musikken, så det er mere værd end pendlerfradraget. Kører du til samme sted mere end 60 dage inden for 12 måneder, bliver det en fast arbejdsplads, og så gælder reglen nedenfor. Medmindre du har et fast hus-gig hver uge, rammer du sjældent den grænse.
Befordringsfradrag er pendlerfradraget mellem bopæl og fast arbejdsplads. Det kræver mere end 24 km tur/retur, og fradraget skrives i rubrik 51. Her er satserne for 2026 midlertidigt sat op med tilbagevirkende kraft for hele året: 3,17 kr. pr. km fra 25 til 120 km (normalt 2,28) og 1,59 kr. derover (normalt 1,14). Bor du i en af de 25 yderkommuner eller på en af de 10 småøer, er satsen 3,51 kr. pr. km for alt over de første 24 km, og den falder ikke ved 120 km.
Forhøjelsen blev vedtaget i juni 2026 og gælder foreløbig kun indkomståret 2026, så tjek satsen igen til næste år. Har du ikke rettet din forskudsopgørelse, får du først pengene med årsopgørelsen.
Broerne har faste takster pr. passage: Storebælt 110 kr. i bil og 15 kr. i tog,Øresund 50 kr. i bil og 8 kr. med kollektiv transport. Brofradrag skal altid kunne dokumenteres med bro- eller togbilletter. Nødvendig færgetransport trækkes fra med de dokumenterede udgifter.
Reglen står i statsskattelovens § 6: udgiften skal være afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. På dansk: kan du forklare, hvordan den her udgift har hjulpet dig med at tjene penge på musikken, er du på rette spor.
To ting driller i praksis. Den ene er den private andel. Guitaren du også spiller på i sofaen, computeren familien bruger, bilen du henter børn i: her kan du kun trække den erhvervsmæssige del fra, og du skal kunne forklare, hvordan du er nået frem til fordelingen.
Den anden er grænsen mellem hobby og erhverv. Bliver musikken behandlet som hobby eller som honorarindkomst uden egentlig virksomhed, kan udgifterne kun modregnes i det, musikken selv har givet. De kan bringe overskuddet ned til nul, men de kan ikke give et underskud, du trækker fra i lønnen fra dit andet job.
Her er der to grænser, og forskellen mellem dem koster folk penge hvert år.
Bruger du tingen udelukkende erhvervsmæssigt, kan du trække hele beløbet fra i købsåret, hvis den koster 36.000 kr. eller mindre (2026, i 2025 var det 34.400 kr.). Koster den mere, ryger den på din samlede driftsmiddelsaldo, og du afskriver med op til 25 procent om året.
Bruger du den også privat, og det gør de fleste musikere med deres instrumenter, er grænsen langt lavere: 16.900 kr. i 2026 (16.200 kr. i 2025). Er købet dyrere end det, skal det afskrives, og blandet benyttede ting afskrives hver for sig på deres egen saldo, ikke på en fælles. Du regner først den fulde afskrivning ud og trækker derefter den private andel fra.
Grænsen gælder pr. driftsmiddel, ikke pr. faktura. Men pas på: ting, der er beregnet til at blive brugt sammen med noget, du har i forvejen, lægges sammen. Et trommesæt eller et PA-anlæg er ét driftsmiddel, og køber du en ekstra tomme til sættet næste år, tæller den med i det samlede beløb. Havde du instrumentet, før musikken gav indtægter, kan du ikke bruge den gamle købspris: det kommer ind til det, det er værd den dag, du begynder at bruge det erhvervsmæssigt. En enkelt undtagelse: antikke strygeinstrumenter kan ikke afskrives, det er fast praksis. Mere iindlægget om instrumentfradrag.
Ja, men kun den erhvervsmæssige del. Og her er det vigtigt at forstå én ting: de 50 procent, alle går og siger, er ikke en regel. Det er et udgangspunkt, som i de fleste tilfælde går glat igennem, fordi det ligger tæt på virkeligheden for en musiker, der bruger telefonen til booking, noder, optagelser og navigation til gigs.
Bruger du reelt telefonen mere eller mindre erhvervsmæssigt end det, skal fordelingen følge din faktiske brug og ikke den halve. Du skal kunne forklare, hvordan du er nået frem til tallet, hvis nogen spørger. Regn under alle omstændigheder med, at der skal skæres en privat andel fra.
Som honorarmodtager står du faktisk bedre end en almindelig lønmodtager her, fordi praksis i et vist omfang behandler freelancere som selvstændige. Vælger du at lade telefon og internet køre helt over virksomheden, bliver du til gengæld beskattet af fri telefon, som er 3.500 kr. i 2026, og det beløb skal i rubrik 462. Selve købet af telefonen er en anden snak og skal vurderes konkret.
Lejer du et øvelokale ude i byen, er huslejen fradragsberettiget. Det giver sjældent diskussion.
Indretter du et rum derhjemme, er det en anden sag, og praksis er stram. Rummet skal have skiftet karakter, så det reelt ikke kan bruges til almindeligt privat ophold, og der skal være en faglig grund til, at arbejdet foregår hjemme. Et hjørne af soveværelset med et mikrofonstativ tæller ikke. Et lydisoleret rum med fastmonteret akustikbehandling og udstyr, du ikke kan komme til andre steder, kan godkendes.
Bliver det godkendt, opgøres fradraget efter rummets areal i forhold til boligens samlede beboelsesareal. Er øvelokalet 15 m² i en bolig på 130 m², er det 11,5 procent, og så kan du trække den andel af husleje, el og varme fra. Lejere får typisk det største fradrag. Ejer du boligen, kan du i stedet få forholdsmæssigt nedslag i ejendomsværdiskatten, og er arbejdsværelset over 10 procent af boligarealet, kan du oveni få fradrag for ejendomsskat.
To praktiske ting. Ombygning af et værelse derhjemme giver ikke fradrag, fordi der ikke kan afskrives på beboelse. Lejer du derimod et øvelokale i en erhvervsbygning, kan en ombygning afskrives med op til 20 procent om året. Og har du ikke selvstændig virksomhed, spærrer Skattestyrelsens eget system i praksis for nedslaget, så du skal kontakte dem direkte for at få det.
Gem kvitteringen for alt, du trækker fra. Bonen fra musikbutikken, fakturaen fra studiet, flybilletten, kontrakten eller mailen fra spillestedet. Kvitteringer på termopapir bliver blanke i løbet af et års tid, så tag et billede samme dag, du får dem.
Til kørsel skal du bruge en kørebog. Den skal vise bilens registreringsnummer, kilometerstanden ved årets start og slut, kilometerstanden før og efter hver erhvervsmæssig tur, samt dato, hvorfra og hvortil du kørte, og formålet med turen. Det er det første, Skattestyrelsen beder om, hvis de kigger nærmere på et kørselsfradrag.
Mangler bonen, er fradraget svært at holde fast i. Et kontoudtog eller en mail fra sælgeren kan i nogle tilfælde redde den, men regn ikke med det. Mine kunder uploader bilag og registrerer kørsel i portalen, så det hele ligger samlet, når vi laver skatten.
B-indkomst er penge, du får udbetalt, uden at der er trukket skat først. Spiller du en koncert og sender en regning på 4.000 kr., står der typisk 4.000 kr. på kontoen. Skatten er ikke betalt, og ansvaret ligger hos dig, ikke hos spillestedet.
Af honorarer for at optræde, og af udbetalinger fra Koda og Gramex, ryger der først8 % AM-bidrag, og derefter almindelig indkomstskat af resten. Bemærk at ikke al B-indkomst er AM-bidragspligtig: legater og bibliotekspenge uden karakter af vederlag er B-indkomst uden bidrag og står i rubrik 17, hædersgaver i rubrik 18.
Honorarerne havner i rubrik 12, hvis den der betalte dig har indberettet beløbet, og i rubrik 15, hvis du selv skal skrive det ind. Er du honorarmodtager, skriver du udgifterne i rubrik 29: både erhvervsmæssig kørsel og alt det andet som hotel, bookingprovision, leje af øvelokale, småanskaffelser, afskrivning på instrumenter og instrumentforsikring. Har du ikke kørt i egen bil eller mangler dokumentation for transporten, ryger befordringen i rubrik 51 i stedet. Det jeg oftest ser, er musikere der har brugt pengene løbende og først opdager regningen i marts. Derfor lægger jeg B-indkomsten ind på forskudsopgørelsen, så skatten bliver opkrævet hen over året. Mere i min guide til B-indkomst for musikere.
AM-bidrag er arbejdsmarkedsbidrag, og satsen er 8 %. Det bliver regnet af bruttobeløbet, før der overhovedet regnes almindelig skat. Får du 10.000 kr. for en række jobs, ryger de 800 kr. til AM-bidrag, og indkomstskatten bliver beregnet af de resterende 9.200 kr.
Der er en ting, folk plejer at hive øjenbrynene op over: som honorarmodtager beregnes de 8 % af hele honoraret, også selvom du har haft udgifter. Udgifterne sænker din skat, men ikke AM-bidraget. Driver du virksomhed, beregnes bidraget derimod af overskuddet, altså efter fradrag.
Nyt fra 2026: du betaler først AM-bidrag fra det år, du fylder 18. Fritagelsen gælder til og med det år, du fylder 17, og den dækker både løn, honorar og overskud af virksomhed.
Ikke nødvendigvis. Der er ingen pligt til at have et CVR-nummer, bare fordi du tjener penge på at spille. Pligten opstår først, når du skal registreres for noget: typisk moms, eller A-skat hvis du får ansatte. Og fordi det at optræde live ikke er momspligtigt, er der mange musikere, der aldrig rammer den grænse.
En vigtig ting: honorarmodtager kontra selvstændig er ikke noget, du vælger. Det afgøres af en konkret vurdering af forholdet, blandt andet om du bærer en økonomisk risiko, bruger eget udstyr, har flere hvervgivere og markedsfører dig selv. Et CVR-nummer gør dig ikke automatisk til selvstændig i skattemæssig forstand. Til gengæld betyder placeringen meget: som selvstændig kan underskud modregnes i din øvrige indkomst, og AM-bidraget beregnes af overskuddet. Det vurderer vi sammen.
Skattestyrelsen ser især på to ting. Rentabilitet: er der udsigt til et overskud, der står i rimeligt forhold til din arbejdsindsats og det, du har investeret. Og intensitet: har aktiviteten et omfang, der er til at få øje på. Derudover vejer det med, om du har en faglig uddannelse bag dig, om du opsøger jobs aktivt, og om det hele er tilrettelagt professionelt med aftaler og et regnskab, der hænger sammen.
Netop uddannelsespunktet er værd at kende. Jeg er selv uddannet fra konservatoriet i Aalborg, og det tæller med i den samlede vurdering. Det gør det ikke alene, men det er et af de kriterier, der bliver kigget på. For musikere er grænsen sjældent skarp, og praksis anerkender selv, at overgangen er glidende.
Forskellen betyder noget. Er det hobby, betaler du kun skat af overskuddet, du slipper for AM-bidrag, og beløbet skal i rubrik 20. Du kan stadig afskrive på dine instrumenter, men kun så langt ned som til nul. Er det erhverv, kan underskud modregnes i din øvrige indkomst, og du bruger afskrivningslovens regler.
Hovedreglen er, at du skal momsregistreres, når din momspligtige omsætning kommer over 50.000 kr. på 12 måneder. Og så er der lige det her, som mange ikke ved: honorar for selv at optræde er momsfritaget som kunstnerisk virksomhed. Det gælder uanset beløbets størrelse, så du kan fakturere gager for langt mere end 50.000 kr. uden at skulle momsregistreres, og de gager tæller ikke med i grænsen.
Det dækker ikke alt. Sælger du cd'er og merch, lejer du udstyr ud, eller står du selv som arrangør og sælger billetter, er det momspligtigt, og den omsætning tæller med i de 50.000 kr. Sælger du selve ophavsretten fra dig, for eksempel til et forlag, er det også momspligtigt. Giver du derimod bare licens til dine værker, er det stadig momsfrit, så dine Koda-penge er ikke i farezonen.
Bagsiden er, at du ikke kan trække købsmoms fra på det momsfritagne. Køber du en forstærker til dine jobs, får du den med moms.
En honorarmodtager er hverken lønmodtager eller selvstændig. Du udfører et stykke arbejde uden at være ansat, men du driver heller ikke virksomhed i skattemæssig forstand. Rigtig mange musikere sidder præcis der: nogle jobs om måneden, en faktura eller en honoraraftale, ingen ansættelseskontrakt.
Beskatningen følger nettoindkomstprincippet. Du betaler skat af honoraret og kan trække de udgifter fra, der er direkte knyttet til at tjene det, men kun op til honorarets størrelse. Giver et job underskud, kan det ikke bruges mod din løn eller anden indkomst. AM-bidraget på 8 % beregnes af bruttohonoraret, uanset hvad du har haft af udgifter.
I praksis lægger jeg dine forventede honorarer og udgifter ind på forskudsopgørelsen, så skatten bliver opkrævet løbende hen over året i stedet for som én regning til foråret. Hvilke udgifter der tæller med, har jeg samlet imin komplette guide til fradrag som musiker.
Som det passer dig. De fleste tager et billede af kvitteringen med mobilen og lægger den op i portalen med det samme, så den ikke når at blive væk i en jakkelomme. Vil du hellere have papir og regneark, har jeg gratis skabeloner, du kan udfylde løbende. Begge dele virker fint. Vælg det, du selv gider.
Men lige én ting: portalen gemmer dine ting, den overtager ikke dit ansvar. Det er dig, der har pligten til at opbevare dit materiale og fremvise det, hvis Skattestyrelsen beder om det. Så hav din egen kopi liggende. Og læg bilagene op løbende i stedet for at samle sammen til december, så du slipper for at sidde med en kvittering fra marts og gætte på, hvad den dækkede.
Det er et regnskabsværktøj bygget til honorarindkomst og ikke til en tømrervirksomhed. Du logger ind med Google og får årets overblik: hvad du har tjent, hvad du har haft af udgifter, og hvad der stadig mangler. Du kan skrive fakturaer, registrere din erhvervsmæssige kørsel så fradraget bliver regnet ud efter Skatterådets satser, og uploade bilag direkte fra mobilen.
Den er bygget, fordi de almindelige regnskabsprogrammer spørger om en masse, en honorarmodtager aldrig får brug for, og til gengæld ikke har et sted til kørslen ned til en gig i Esbjerg. Portalen er inkluderet i ydelsen, så det er ikke et abonnement oveni. Brug den hele året, ikke kun når årsopgørelsen skal laves.
Har du enkeltmandsvirksomhed med omsætning over 300.000 kr. og dermed krav om digital bogføring, så sig til, når vi taler sammen. Så sørger vi for, at din opsætning lever op til kravet. Mere om hvad du kan i portalen.
I de fleste tilfælde, ja. Får du et brev om din B-indkomst, eller bliver der stillet spørgsmål til et fradrag, tager jeg dialogen, så du ikke skal sidde og oversætte skattesprog en tirsdag aften.
Første skridt er, at du giver mig adgang. Det gør du på skat.dk: log ind i TastSelv, gå ind under Profil, vælg Giv adgang til rådgivere eller andre, klik Opret ny og tast mit CVR-nummer 44352273 (Noergaard Music). Husk at sætte flueben ved adgang til TastSelv Borger, ellers får jeg en autorisation, jeg ikke kan bruge. Du sætter selv en udløbsdato, og du kan fjerne adgangen igen, når du vil. Det tager et par minutter.
Adgangen betyder ikke, at jeg overtager ansvaret for dine tal. Det er stadig dig, der står som skatteyder. Men du skal ikke selv føre samtalen, og det er den del, de fleste helst vil være fri for.
Det afhænger af, hvor meget der ligger, og hvor rodet det er. Har du tredive bilag, en kørebog og ingen løse ender, går det hurtigt. Har du tre års honorarer, et dyrt instrumentkøb der skal fordeles over flere år, og en årsopgørelse der skal rettes bagud, tager det længere.
Det, der oftest trækker ud, er sjældent selve arbejdet. Det er ventetiden: et bilag der mangler, en kontoudskrift der skal findes frem, eller et spørgsmål jeg har sendt og ikke fået svar på. Jo mere komplet materialet er fra start, jo hurtigere er du færdig.
Jeg giver ikke en standardtid her på siden, for den ville alligevel ikke passe på din situation. Skriv et par linjer om, hvad du laver, og hvor mange år det handler om, så melder jeg en konkret tidsramme tilbage. Du kan skrive til mig på kontaktsiden.
Fem år. Bilag og aftaler skal gemmes i fem år efter udgangen af det år, de vedrører, så en kvittering fra 2026 skal blive liggende til udgangen af 2031. Det gælder både dig, der er honorarmodtager uden CVR, og dig, der driver virksomhed med bogføringspligt.
Er du honorarmodtager, bestemmer du selv formen: fysisk mappe eller digitalt er lige gyldigt, så længe materialet kan findes frem. Har du derimod personligt ejet virksomhed med en nettoomsætning over 300.000 kr. to år i træk, gælder kravet om digital bogføring for regnskabsår, der begynder 1. januar 2026 eller senere. Så skal registreringer og bilag ligge i et digitalt bogføringssystem, og et ringbind er ikke længere nok.
Det, jeg oftest ser gå galt, er ikke dovenskab. Det er en telefon der blev skiftet, eller en mailkonto der blev lukket. Læg det ét sted, du selv ejer, og tag en kopi.
Du behøver ikke have det hele på plads for at tage fat. Men det er de her fire ting, vi ender med at skulle bruge:
Mangler du halvdelen, er det ikke et problem, og du skal ikke bruge tid på at sortere det pænt, før du sender det. Vi finder resten undervejs. Det, der koster dig penge, er at vente med at tage fat, til du selv synes, der er styr på det. Imens når der typisk at hobe sig endnu et år op.
Ring eller skriv: jeg svarer gerne på det, der fylder hos netop dig.